Jeg går gennem skoven, mine bare fødder træder i det bløde og fugtige mos. De mørke træer tordner sig op over mig. Jeg ser en ravn, som stirrer på mig med sine store sorte øjne. Det er, som om den ser ind i mig, og fylder mig med en viden, som for mig er gået glemt. Den kommer med en besked om, at ting vil ske. Den følger mig med blikket. Da jeg kommer for tæt på, letter den og flyver hen over mit hoved. Den flyver længere op mod himlen over trætoppene, hvor den kredser rundt over skoven og over mig. Det er overskyet og støvregner. Regner stopper pludselig, og solen bryder igennem skyerne. Strålerne rammer træernes kroner og skinner ned på det grønne mos. Jeg træder ind i strålerne, vender mig mod solen og mærker hvordan strålerne rammer mit ansigt, min krop, mit sind og min sjæl.
Jeg står der nogle minutter, trækker vejret gennem næsen, dybt ned i lungerne, mærker duften af efterårsskovbund og puster langsomt ud. Jeg gør det flere gange, imens jeg nyder stilheden. Der er kun mig og naturen omkring mig. Jeg føler mig i et med den.
Jeg træder ud af strålerne og vandrer videre ind i skoven, træder ned i en bæk og mærker det iskolde vand omkredse mine fødder. Strømmen trækker let i dem, som for at trække mig med videre ind i skoven. Jeg går et stykke i bækken. Jeg kan mærke stenene på bunden massere undersiden af mine fødder, og nogle presser sig stille op mellem mine tæer. Det er blevet køligere, og den kolde luft rammer jorden, som er blevet opvarmet af solen i løbet af dagen. Da jeg træder op på jorden igen, kan jeg se, at der er kommet dis indimellem træerne. Som en let tåge kommer den snigende. Det er smukt at se på, hvordan den smyger sig mellem træerne og skaber et eventyrligt udtryk.
Jeg sætter mig på hug, sætter hænderne ned i den bløde mos. Jeg føler mig et øjeblik som en del af skoven ligesom de store graner omkring mig.
Det begynder at bliver mørkere. Jeg går ned til en nærved liggende sø, smider tøjet og står nøgen og ser ud over det mørke vand. Jeg går ud i vandet. Det er iskoldt, så det kan mærkes helt ind i knoglerne, selv om det nærmest gør ondt, føles det rart, beroligende, forfriskende, og jeg føler mig i live. Mit hoved er som renset for tanker. Det eneste, jeg mærker, er vandets bølgende bevægelser omkring min krop. Da jeg kommer op af vandet igen, tørrer jeg mig hurtigt og skynder mig i tøjet. Jeg har medbragt noget te og nogle mandler. På en stor sten nyder jeg dette, mens jeg ser de sidste solstråler forsvinde i horisonten. Jeg folder mine hænder og takker Gud for denne smukke stund. Ro, fred og ro.
Når vi kører derudaf med arbejde, familieliv, venner, fritidsinteresser, Ipads, tv, telefon, computer, internet sociale medier, lever vi meget af tiden overfladisk. Det vil sige, vi ikke får tid til at være til stede i det, vi er i, men er ofte i tankerne allerede ved at planlægge det næste, vi skal, eller er optaget af ting, der foregår uden for os selv. Nogle gange er det så slemt, at vi ikke engang hører efter, hvad andre siger til os, men i vores tanker er i gang med at forberede det næste, vi selv vil sige. Så selv i vores relationer synes vi at kunne være overfladiske, ikke af ond vilje, men måske i iveren for at fortælle vores eget eller fordi vi grundet manglende tid, har behov for at nå at få sagt det, vi skal, inden vi skal videre.
Når der er endelig en gang i mellem er en pause i vores gøren og laden, og der bliver et øjeblik med stilhed, kan vi begynde at høre vores egne tanker, fornemme kroppen og mærke følelserne.
Det kan føre til uro og angst, fordi vi måske pludselig mærker, hvordan vores krop og sind i virkeligheden har det. Det er sundt, men det kan også være svært at være i, og man kan have lyst til at flygte fra at blive konfronteret med sine egne følelser og tanker.
Man vælger måske at flygte tilbage i et eller andet nyt projekt, invitere gæster, påtage sig en ny arbejdsopgave eller andet, der kan aflede en fra at mærke sig selv. Og her finder man kimen til meget stress, man kommer simpelthen ind i en ond spiral, hvor man hele tiden søger at finde ting udefra, der skal forhindre den angst, der kommer, når man mærker sig selv.
Problemet med dette er, at vi ikke får lyttet til os selv. Hvad er det, vi egentlig har brug for, hvad er det egentlig for nogle drømme, vi går og gemmer på, men værst er dog, at vi ikke er nærværende, der hvor vi er.
Det kan være meget angstprovokerende at mærke, at man er kommet til at leve langt væk fra ens værdier (tro mig, jeg har været der). Man får øje på at man gennem livet, har flygtet fra sig selv, og pludselig er man nået så langt ud, at det ikke går længere.
Stilhed gør noget virkelig godt for vores nærvær, det skærper vores sanser og evne til at mærke os selv og vores omgivelser,
Ovenstående fortælling handler om, hvordan naturen kan skabe denne stilhed. Der findes flere studier, der viser, at vores stresshormon kortisol sænkes signifikant ved daglig kontakt med naturen,
Vi behøver ikke nødvendigvis at være flere timer i naturen. En amerikansk undersøgelse viser, at bare 10 minutter ude i det grønne er nok til at dæmpe følelsen af psykisk og fysisk stress.
Så føler du dig stresset, så er her en gratis og smuk måde at hjælpe dit sind, som jeg selv har stor gavn af.
