Carpe diem – Lev livet i dag uden at tænke over morgendagens bekymringer
Du er ikke dine tanker, men dine tanker kan give dig stress.
Fortid og fremtid findes ikke. Det er enten passeret, eller også er vi ikke kommet til det endnu. Alligevel har vores tanker det med at søge derhen. Man kan have ruminerende tanker om ting, der er sket, ting man har været udsat for og opleve dem som scener, der bliver spillet om og om igen. Man kan have tanker om, hvad man kunne have gjort eller burde have gjort.
Ligesådan kan man ruminere over ting i fremtiden. ”Går det møde, jeg skal til i morgen, som det skal? Hvad hvis det ikke gør? Hvad hvis jeg bliver spurgt om noget, jeg ikke ved? Hvad hvis jeg kører galt? Hvad hvis jeg mister dem, jeg har kær?” etc.
Vi kan som mennesker bruge mange tanker på og meget tid på at spekulere på dette, men sandheden er, at vi kun har nuet, og nuet er den eneste tid, der eksisterer.
Når vi bruger tid på at spekulere for meget på fortid eller fremtid, er det en illusion om, at vi har kontrol, men fakta er, at vi ingen kontrol har over, hvad der er sket i fortiden, og kun meget lidt kontrol over, hvad der sker i fremtiden.
Som sygeplejerske ved jeg om nogen, hvor lidt kontrol vi har over, hvad der sker i vores liv. Med lidt held har vi kontrol over de næste 5 min. Men der er så meget og så mange, som har indflydelse på, hvad der sker i vores liv, at det ikke er muligt at opnå den kontrol, vi søger.
Livet kan være forbi i morgen. Der er ingen, der har lovet os morgendagen, men nuet har vi, og her har vi muligheder for at have det godt. Men det kræver at vi tør at være i nuet, at vi ikke lade os forstyrre af de tanker, der hele tiden kan køre som støj.

Vi er ikke vores tanker. Tanker kommer og går. Nogle er decideret ondskabsfulde, andre er gode eller sørgelige, nogle stresser dig, og andre får dig til at få det godt. Men tankerne er ikke dig. Hvordan du handler på disse tanker og de følelser de fremkalder hos dig, er dig.
Tanker er nødvendige for at få et liv til at fungere. Vi bruger blandt andet tankerne til at planlægge og drømme. Men det er, når disse tanker invaderer dig og tager kontrollen, at du risikerer at blive syg f.eks. med stress, angst eller depression. Derfor er en god måde at forebygge stress på at forsøge at være til stede i nuet.
Hvis man bliver ved med at spekulere over de ting man f.eks. har været udsat for, det kan være vold eller anden uretfærdighed, så kan disse tanker komme til at fylde så meget, at de kan komme til definere dig. Du skaber måske et narrativ om dig selv som offer, en der ikke er noget værd eller ikke er dygtig nok. Men du er jo meget andet end det andre har udsat dig for.
Der findes forskellige metoder til at øve sig i at være til stede i nuet. Her er nogen af dem:
Mindfulness
Mange af os har en travl og stresset hverdag, hvor det kan være svært at være til stede i nuet. Der er mange ting, der hele tiden kræver vores opmærksomhed. Vi kan ofte komme til at tænke på for mange ting på en gang og kan blive stressede af det.

Mindfulness meditation kan hjælpe dig med at opnå klarhed, nærvær og at være mere opmærksom i nuet.
Buddhismen har dyrket mindfulness altid, da det er en teknik, der giver ro i sindet, modvirker stress, træner koncentration og rummelighed.
Mindfulness er også en anerkendt måde at styrke den generelle mentale sundhed og forebygge depression.
Meditation
Andre former for meditation kan også hjælpe en med at være til stede i nuet. Man kan ved at meditere være mere til stede i nuet ved at observere, hvad der sker her og nu. Man er i en anden tilstand end den, de fleste af os typisk er i til hverdag. Vi er i det meste af vores vågne tid i en gøren-tilstand, hvor vi er optaget af at gøre og planlægge ting. Under meditation kommer man i en væren-tilstand, hvor man er man observerende på, hvad der sker nu uden at gøre noget.
Yoga
Yogaøvelser involverer forskellige kropsstillinger, som skal holdes et stykke tid, kombineret med vejrtrækning og meditationsteknikker.

Der er flere studier, der peger på, at yoga har en positiv effekt på mental og fysisk sundhed, samt personlig udvikling.
Det kan hjælpe mennesker med psykiske lidelser som angst, depression, OCD og PTSD.
Regelmæssig yoga kan også gavne mennesker, der er er fysisk og psykisk raske. Der er undersøgelser, der viser, at det skaber velvære, mere tilfredshed med livet, øget selvværd samt reducere stress og angst.
Bøn
Når folk beder, kan det for nogen sammenlignes med meditation. Man kobler fra og fokuserer på Gud, accepterer det, der er, og at Guds vej ikke altid er den samme, som den vej vi havde tænkt, men at han ser det større billede, og at alting er, ligesom det skal være.

Det er i den tidligere kristendom beskrevet, at man trak sig ud i ørkenen for at nærme sig Gud i en meditativ bøn.
Mange mennesker der beder, kristne, jøder eller muslimer m.fl. vil beskrive bøn som en meditativtilstand, hvor man er til stede med Gud i nuet.
Når man beder mange gange om dagen, kan det være en måde at træne at være nærværende med Gud på. Man kan bruge mantralignende bønner, hvor man gentager de samme korte sætninger, for bedre at kunne at være til stede nu og her med Gud.
Her er blot nævnt nogle af de værktøjer, man kan bruge til blive bedre til at være mere til stede i nuet.



